Kasper og Jette

- Mødet

 

Lørdag d. 11. marts 2000 var dagen Kasper og Michael holdt fest i forbindelse med deres læretid var slut... de var endelig svende, og det skulle fejres med manerer! Så de lejede B&W - Haslevs bedste (og eneste) diskotek, og inviterede alt hvad der kunne gå og kravle af venner, bekendte og gamle klassekammerater - jo flere des bedre, når man nu har lejet et helt diskotek. Der iblandt var Tanja, en tidligere klassekammerat, som Michael besluttede sig for at invitere. Tanja arbejdede på det tidspunkt i BR-lejetøj i Næstved storcenter, hvorfra hun havde en tidligere kollega og veninde ved navn Jette.

Jette var ellers startet som tjenerelev på Sorø storkro, men opdagede hurtigt at det ikke var noget for hende, så hun flyttede hjem igen og fik arbejdet både i BR-lejetøj samt i A-bowling i Næstved. Efter lidt betænkningstid startede hun 1. februar 2000 på Bioanalytiker-uddannelsen, men fortsatte med at husere diskoteker sammen med Tanja.

Da Tanja fik invitationen til fest i Haslev, spurte hun straks om hun måtte tage sin veninde med, og hun var naturligvis velkommen. ("jo flere tøser des bedre" var holdningen!) GOD IDÈ MICHAEL!!! 

Denne skønne aften og nat endte med at Jette & Kasper udvekslede telefonnumre og dagen efter kom beskederne prompte: "go' morgen - hvad skal vi købe med til jer til morgenmad?" - ikke noget med at spørge om hun vil se ham igen, nej nej... Hun svarer efter lidt betænkningstid: "er ikke sulten.." lidt kostbar prøvede hun at være, selvom hun brændte for at se ham igen! Kort tid efter modtog hun endnu en sms: "mælk, kakao eller juice?" nej.. han gav ikke sådan op!

Kasper og vennen Allan fik lov at hente Jette & Tanja hos Tanjas forældre i Skuderløse indelukke - ikke så langt fra Haslev, og køre dem til Næstved, hvor de begge boede.

De øvrige detaljer skal i skånes for, men det kan afsløres at der gik ikke længe før forelskelsen fik et godt greb om dem begge!

 

            

Kasper & Jette anno 2000